Blue Mountains

0
1492

Blue Mountains Nationalpark

Efter et par dage i Sydney, var vi igen ude i den skønne australske natur.

Vi havde et par utrolig gode dage med en masse små gåture og fantastiske udsigter ud over nationalparken. Vi boede tæt på naturen og havde de bedste naboer.

Udkigspunkter

Overalt i parken finder man det ene udkigspunkt efter det andet. De er alle forskellige og har hver deres specielle udsigt at byde på.

De tre søstre – The three sisters

Det mest kendte sted i nationalparken er ved stenformationen “De tre søstre”. Vi boede ikke så langt derfra, så vi valgte at kører derhen den første dag. På vej derhen kom vi forbi “Evans lookout” som lå på vores vej. Her var dejligt stille, til forskel fra de tre søstre som tiltrækker sig mere opmærksomhed. Vi havde taget mad med og fandt en legeplads, hvor vi kunne tilberede maden og børnene kunne lege. Vi møder her anden dansk familie, og Magne får leget lidt med deres drenge.

Pulpit rock

Min højdeskræk var ikke helt så glad for dette sted! Jeg endte i hvert fald med at løbe efter børnene så de ikke kom for tæt på kanten. Hegnet skulle jo nu nok kunne holde dem, men der var dog et par store huller under det, hvor de helt sikkert kunne være faldet ud.

Walls lookout

Fra Walls lookout’s parkeringsplads var der en 30 min gåtur – så vi pakker tasken og går afsted. Det sidste stykke bliver stien en smule utydelig men vi kan se punktet hvor vi skal ende, så vi har noget at gå efter. Vi har udsigten for os selv det meste af den tid vi er der. Ved kanten af klipperne går det lige ned, og her er intet hegn så børnene og jeg nyder udsigten et stykke derfra. På vej tilbage ser vi en lidt tydeligere sti, og tænker så at det må være den rigtige vej tilbage. Men vi ender i et meget tætbevoksede område, og vil gerne finde tilbage til stien vi kom fra – da denne sti langt fra er den korrekte vej tilbage. Så vi ender med at gå op gennem et stykke med højt græs, buske og træer. Hvad har vi så lært af dette? Følg altid den sikrer og samme vej tilbage!

Blackheath Glenn Reserve

Vi synes det er skønt at man har teltpladser overalt i naturparkerne. Enten er det gratis, eller bare meget billigt. Men det allerbedste er, at man føler sig tæt på naturen.

Vi kørte fra Sydney direkte ud til den naturplads vi havde udset os. Efter ankomst og opsætning af telt kører vi ud for at nå et se lidt. Da vi kom tilbage var pladsen godt fuld, så det var godt at vi havde sikret os en plads.

Der var masser af fårekyllinger og latterfugle, som lige skulle fortælle at de var der. Det er helt utroligt hvor meget sådan nogle små væsner kan larme, men de skal jo heldigvis også sove. Ved siden af os var der en dreng på Magnes alder også hans far. Magne og Aswell legede rigtig godt sammen, og hans far gav os lidt ideer til vores videre færd. Om aftenen sidste dag sammen, lavede vi et kæmpe bål af grene som drengene havde samlet.

Kommenter

Indtast kommentar
Indtast navn