Skønne Samos

0
1915

Med hele familien på Samos

Vi havde længe snakket om, at vi ville tage afsted allesammen. Vi havde snakket flere gange om hvor det skulle være, uden helt at komme frem til noget. Men en dag fandt vi et rigtig godt tilbud til Samos. Det var All-inclusive, og det havde vi sådan set ikke regnet med at vi skulle hoppe på. Men med 2 små børn, Magne på 2 og Saga der var 4 mdr, kunne det jo vise sig at være en ganske god idé.

Flyveturen

Til Saga havde vi taget vores slynge med, for at hun kunne sove trygt og godt. Selvom hun ikke havde problemer med at sove ellers, var det ikke i et lille lukket fly jeg havde lyst til en overtræt baby, der ikke kunne falde i søvn. Magne havde fået et par biler med i tasken, og så skulle han nok kunne klare sådan en tur. Vi har oplevet flere gange, at hvis flyet ikke er helt fuld, så er de der sidder ved siden af, flinke til at flytte sig, sådan at vi har lidt ekstra plads 😉 Det var vi også på denne flyvning, så da Magne faldt i søvn havde han mulighed for at ligge og sove på sæderne.

 

Badeferie

Vi var kun lige ankommet til hotellet, før de første var hoppet i poolen. Vi var også heldige, at vejret i starten af september stadig bød på 30 grader.

Til Magne havde vi investeret i en svømmevest. Vi købte en af mærket Konfidence og det var det bedste vi havde med på den ferie. Magne elskede friheden. Han var altid den første i vandet, han elskede det. Her mærkede vi meget de ekstra hænder vi havde i de 3 bedsteforældre vi havde med.
Vi havde læst at stranden var lidt stenet, og for at forebygge at Magne skulle falde ved poolen, havde vi købt et par badesko. Her var vi dog så uheldige at, de fik gnavet hul ved hælen. Så af med dem igen. Det var ikke let at holde Magne til gang og ikke løb 🙂

Dagsudflugt

Det er altid spændende hvordan børnenes rytme passer ind, når man skal på dagsudflugter. Første stop var ved vandfaldet Potami. Vi skulle gå et stykke gennem skoven, for at komme dertil. Jeg havde Saga i viklen og Brian havde Magne på ryggen i vores Mei tai. Stien derind var en smule udfordrende, og vi var glade for at vi havde hænderne fri. Vi spiste frokost på en lille hyggelig restaurant i Kokkari. Mens vi venter på maden får både de små og store legebørn fodret de mange fisk der er lige for fødderne af os. Næste stop var, nattergaldalen. Igen var vi glade for at kunne bære børnene med slynger, for turen op til udsigtspunktet krævede lidt opstigning. Det var dog det hele værd, for udsigten var excellent. Da vi når til det sidste punkt for dagen, som er besøg på The Wine Museum, er Saga faldet i søvn. Så jeg blev tilbage i bussen sammen med hende, mens de andre gik ind til vinsmagning.

På gåben til Pythagoras grotte.

Lige omkring middag, besluttede vi os for at gå en lille tur. Børnene skulle sove, og vi kunne så få set lidt af byen. Vi gik af en lille markvej, og opdagede at den førte til Pythagoras grotte. Så vi tog en hurtig beslutning, og fortsatte. Egentlig var det ikke vildt gennemtænkt, for vi havde kun ganske lidt vand med. Med middags solen lige over os, og opstigningen, blev vi temmelig udfordret. Det var heller ikke helt let, at skubbe 2 klapvogne op ad en lang grusvej. Lige pludselig dukker vores redning op, en lille kiosk ved siden af vejen. Vi havde mødt et par biler på vej op, men ikke flere end at han nok ikke havde haft mange kunder i butikken. Vi fik fyldt op med vand og vandmelon, så vi kunne klare den sidste opstigning. Men grotten ligger naturligvis sådan, at man det sidste stykke skal op af klippevæggen. Jeg når op til det sidste stykke, men må opgive lige før målet. Min højdeskræk, bliver for meget og jeg må gå ned uden at se grotten. Heldigvis får mændende taget lidt billeder, så jeg ikke bliver helt snydt. Inden vi er tilbage på hotellet, er det blevet mørkt. Det var en hård tur, men vi havde en rigtig god dag.

 

Hotellet

Vi boede på Kampos Village, et lille hyggeligt hotel. Vi var rigtig glade for at der var flere pools. Allerede første dag fandt vi et hjørne med en pool, som vi havde næsten for os selv hele ugen. Der var ikke langt ned til stranden, og der var mulighed for indkøb, lige for enden af vejen. Maden var okay, men det bliver lidt hurtigt det samme når der er buffet. Hvis vi nogensinde kommer tilbage til Samos, ville vi sikkert vælge at bo der igen.

Kommenter

Indtast kommentar
Indtast navn